Afskaf monarkiet Af Søren Bonde Rasmussen, Næstformand for Venstres Ungdom i Århus Amt Dette indlæg blev bragt i sin helhed i Jyllands-Posten søndag d. 8/2 1998. Det har affødt en heftig medieaktivitet omkring VU og VU i Århus Amt i særdeleshed. VU's amtsformand Kim Møller- Nielsen måtte således udtale sig til såvel Jyllands-Posten som Østjyllands Radios morgennyheder. VU's landsformand, Troels Lund Poulsen, blev søndag aften kontaktet af Ritzaus Bureau, for en kommentar. Søndag d. 15/2 1998 var der en række indlæg i JP imod dette læserbrev. Kongehuset har ingen eksistensberettigelse i et moderne demokrati. Kongehuset repræsenterer, såvel historisk som nutidigt, en særdeles udemokratisk del af det danske samfund. Det er et levn fra enevældens tid, og står efterhånden som et symbol på en romantisering af den middelalderlige feudalisme - det er ikke særligt fordrende for det danske demokratis fortsatte udvikling. Samtidig er der i Grundloven overdraget en række beføjelser til kongemagten, som denne heldigvis ikke benytter sig af i særlig stor udstrækning, men hvis den gjorde, ville det være en grov tilsidesættelse af demokratiet. For det første er den lovgivende magt placeret hos kongen (eller i dette tilfælde dronningen) og Folketinget i forening (jvf. Grundlovens §3). Dette passer ikke særlig godt med Viggo Hørups gamle princip om `Ingen over og ingen ved siden af Folketinget'. Det værste er, at det praktiseres den dag i dag, ved at alle love skal underskrives af Dronningen før de har gyldighed (ligeledes jvf. GL §14), hvilket altså giver hende en reel politisk magt. Hvad ville der ske, hvis hun en enkelt gang nægtede at skrive under på en lov? Ja man kan ikke blot ignorere hende og gennemføre den alligevel - det ville være en klar overtrædelse af Grundloven, idet hun har beføjelser til at handle sådan. Man ville simpelthen være tvunget til at lave Grundloven om, og det er en meget omstændelig proces. Et demokratisk samfund i liberal forstand bygger bl.a. på lige og almindelig valgret (GL §29 stk.1), hvilket betyder, at alle borgere over en hvis alder (i øjeblikket 18 år) vægter én stemme ved afholdelse af valg. Politikerne, der er valgt direkte, repræsenterer befolkningen i lovgivningsprocessen. Det betyder også, at man, hvis man er utilfreds med den førte politik, kan stemme på en anden person, og dermed præge den politiske dagsorden. Dette er vælgernes vigtigste sanktionsmulighed udover folkeafstemninger. Men kongen er ikke på valg. Dvs. at man ikke nødvendigvis har den bedst kvalificerede, eller den med den største opbakning, siddende på tronen. Netop efter at have fastslået kongehusets reelle politiske magt, må dette anses for værende særdeles betænkeligt. Befolkningen kan nemlig ikke, hvis man måtte ønske dette, skifte kongen ud. Ovenstående eksempler er blot med til at illustrere, hvordan kongehuset som institution, og de regler der omgiver denne, er i klokkeklar modstrid med den liberale demokratiopfattelse, som vores samfund bygger på. Ved at afskaffe kongehuset, kan vi opnå et mere demokratisk samfund end nu, og det må altid være det vigtigste mål for langsigtet politisk handlen.