(Denne artikel blev bragt 27. april 2004 i flere danske aviser som benytter Dagbladenes Bureau som leverandør.) Leve republikken! De vil af med kongehuset og indsætte en folkevalgt præsident. De danske republikanere har fået succes oven på mediernes intense dækning af det kommende bryllup Af Tom Okke Dagbladenes Bureau Det blev bare for meget for ham. Han kunne ikke længere åbne en avis eller tænde for tv'et, uden at de var overalt. Hver dag fyldte de mere og mere i pressen, og da forlovelsen endelig blev offentliggjort, kammede det fuldstændig over. Kongehusets medlemmer havde indtaget pladsen som mediernes foretrukne tema og lige pludselig røg krigen i Irak, den tilspidsede situation på Haiti og den amerikanske valgkamp helt ud i skyggen af mediernes søgelys. - Det er fuldstændig absurd, at så gammel og forældet en institution som kongehuset skal have lov til at fylde så meget i mediebilledet. Hvordan skal det ikke blive, når der kun er et par uger tilbage til selve brylluppet? spørger Lars D. Hansen. Foran sin computer i lejligheden på ydre Nørrebro i København viser han stolt den hjemmeside frem, som er blevet til i protest mod den royale overdosis. Med adressen Lefleri.dk er den blevet en af de danske antiroyalisters foretrukne sider på Internettet. - Efterhånden er der flere og flere, der lefler for kongehuset, men samtidig er vi nogle, der sætter spørgsmålstegn ved monarkiets berettigelse i Danmark. Med hjemmesiden er der nu opstået et sted for alle os, der har fået nok af kongerøgelsen. Her kan vi få luft for vores frustrationer. Vi har forsøgt at skabe et debatforum, hvor alle frit kan deltage i diskussionen om monarkiets afskaffelse. Og med mediernes vanvittige dækning af det kommende bryllup har vi faktisk oplevet stor interesse, siger Lars D. Hansen. Præsident af Danmark De danske republikanere og antiroyalister har i mange år levet en forholdsvis stille eksistens, hvor de lidt fra sidelinjen har fulgt med i debatten om kongehusets særstilling i samfundet. Men med den øgede dækning af de royales gøren og laden i både ugeblade, tv og magasiner samt det forestående bryllup, har monarkiets modstandere fået medvind, forklarer talsmanden for de danske republikanere, Jeppe Stig Nielsen. Han har siden 1997 haft utallige besøg på sin hjemmeside: Afskafmonarkiet.dk, men har aldrig oplevet så stor interesse som nu. - Det er tydeligt, at desto mere pressen skriver om kongehuset, desto flere besøger siden. Jeg er sikker på, at vi får mange tilhængere på grund af den overeksponering af de royale, som finder sted lige for tiden, siger Jeppe Stig Nielsen. Den 29-årige republikaner, der til daglig arbejder som gymnasielærer i København, mener, at monarkiet har overlevet sig selv, og at den kongelige familie ikke længere har nogen reel betydning. Derfor har flere folk fået øjnene op for de mange millioner, der hvert år bliver brugt på at vedligeholde et gammelt levn fra enevældens tid, forklarer han. - Kongehuset har kun en symbolsk betydning. Men er stadig et symbol på dengang, Danmark var et diktatur. Den eneste legitimitet kongehuset har i dag, er at de nedstammer fra en række diktatorer, der sad ved magten for mange år siden. Derfor mener vi, at kongehuset bør nedlægges og i stedet erstattes af en folkevalgt præsident. Dronningen på valg Jeppe Stig Nielsen står ikke alene med dén holdning. Forfatteren Søren Mosegaard valgte samme dag som Kronprins Frederik og Mary Donaldson offentliggjorde deres forlovelse, at præsentere et nyt parti kaldet Republikanerne. Som mærkesag har de afskaffelsen af det danske monarki, og Søren Mosegaard fremhæver, at partiet allerede har fået flere end 100 medlemmer. Til sommer vil de desuden tage ud i landets gågader og i storcentre for at indhente de underskrifter, der skal til for at stille op til førstkommende folketingsvalg. Men på Christiansborg sidder der allerede politikere, der kalder sig republikanere, uden at de af den grund kender til Søren Mosegaards parti af samme navn. Enhedslistens republikanske ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, forklarer, at hun altid har ønsket at omdanne Danmark til en republik. Hun peger på, at tiden nu er inde til at gøre op med et kongehus, som hun mener er en oldnordisk og udemokratisk institution. - Det hører ingen steder hjemme i et demokrati, at der stadig er nogle, der arver deres position i samfundet. Jeg har personligt intet problem med selve kongefamilien, men jeg mener, vi bør finde en ny model, hvor dronningen så kan stille op til posten som præsident. Med den begejstring, der åbenbart er omkring kongehuset lige nu, vil hun sikkert blive valgt, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Med til hofbal Enhedslisten har flere gange bragt kongehuset og deres særlige privilegier op til debat i Folketinget. Blandt andet har de spurgt statsministeren om, hvilke overvejelser regeringen har gjort sig for »at bringe det danske kongehus i pagt med det 21. århundrede?«, og senest har Pernille Rosenkrantz-Theil undret sig over, at kronprinsen skal have en »lønforhøjelse« på 10 procent bare fordi, han skal giftes med en ung, køn pige fra Tasmanien. - Jeg synes, det er vanvittigt, at den kongelige familie skal have så stor en understøttelse. De er landets dyreste bistandsklienter, siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der håber, at vi i Danmark vil indføre de samme stramninger som i Norge og Sverige, hvor kongehusene har mistet en del af deres politiske indflydelse. Idéen bliver modtaget med klapsalver af Holger K. Nielsen, der som formand for Socialistisk Folkeparti også er erklæret republikaner. Derfor vakte det også stor forundring, da han for et par år siden valgte pludselig at dukke op til hofbal iført sit stiveste puds. - Jeg synes godt, man kan deltage i sådan et arrangement, selv om man ikke er enig med dem, der inviterer. Jeg fik en invitation fra landets statsoverhoved, og i min egenskab af formand for SF valgte jeg at tage med. Jeg synes ikke, man skal give udtryk for sine republikanske holdninger ved at blive væk fra et hofbal. Så er der mange andre måder, man kan gøre sin indflydelse gældende på, siger Holger K. Nielsen. Mindre magt til Margrethe Monarkiet er ifølge formanden for SF en forældet styreform, der alene er med til at besværliggøre den demokratiske udvikling. Holger K. Nielsen undrer sig over, at dronningen for eksempel stadig er med i hele forløbet omkring regeringsdannelser. - Selve dronningerunden giver overhovedet ingen mening længere. Det job kunne lige så vel udføres af Folketingets formand, og derfor ser vi helst, at opgaverne tages væk fra dronningen, forklarer han. Men en sådan udvikling ligger ikke lige om hjørnet, fortæller samfundsforsker og lektor på Aalborg Universitet, Johannes Andersen. Han tvivler på, at der vil være politisk eller folkelig opbakning til en større ændring af kongehusets rolle, og henviser til meningsmålinger, der viser, at op mod 80 procent af befolkningen synes Dronning Margrethe gør det ganske godt. - De republikanske tanker er aldrig blevet nogen rigtig folkesag, der har opnået større betydning. Det skyldes nok, at der i bund og grund er en stor tilfredshed med kongehuset. Men samtidig kunne man godt forestille sig den situation, hvor vi ikke havde et så velfungerende kongehus længere, og så ville ønsket om at afskaffe det formodentlig være noget større, vurderer Johannes Andersen. Kongehuset falder Efterhånden som kongehusets medlemmer optræder mere og mere i avisspalterne, kan der ifølge Johannes Andersen opstå en form for mæthed i befolkningen. - De royale risikerer dermed at skyde sig selv i foden, da den megen omtale kan få flere til at vende sig imod dem. Men realistisk set giver jeg ikke republikanerne særlig store chancer for fremtiden. Kongehuset er bare blevet en del af underholdningsbranchen, og republikanernes ønske om at afskaffe monarkiet har som regel kun været en måde at få gratis reklame på, siger han. De triste udsigter får dog ikke talsmanden for de danske republikanere til at give op. - Selv om jeg ofte bliver opfattet som lidt af et kuriosum, når jeg fortæller om mine holdninger, så mener jeg skam, alt hvad jeg siger, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det bare er et spørgsmål om tid, før kongehuset bliver afskaffet, siger Jeppe Stig Nielsen. Og på Nørrebro er optimismen heller ikke til at tage fejl af. Lars D. Hansen fik allerede kort tid efter, at hjemmesiden Lefleri.dk gik i luften, over tyve e-mails fra personer, der alle ville støtte »den gode sag«, som han siger og peger ud ad vinduet, hvor et kraftigt haglskyld netop er sat i gang. - Se, sådan et vejr skal vi gerne have på den royale bryllupsdag. Det kan måske være med til at køle alt det hysteri omkring begivenheden bare en lille smule ned. - FAKTABOKS: Rappe Republikanere Internettet er blevet de danske antiroyalister og republikaneres foretrukne mødested. Her findes op til flere hjemmesider, der alene handler om afskaffelsen af det danske kongehus. De mest populære har kronede dage netop nu, hvor medierne er fulde af royale historier. www.lefleri.dk »Hvis du er kongetro undgå da at trykke her«, skriver folkene bag Lefleri.dk på deres forside. Træder man først inden for, bliver man mødt med artikler, debatforum og indlæg, der fortrinsvis er skrevet af sympatisører. Alle kan frit deltage i debatten, der primært handler om de personer, foreninger og organisationer, der angiveligt lefler for det danske kongehus. www.afskafmonarkiet.dk Bag hjemmesiden står talsmanden for de danske republikanere, Jeppe Stig Nielsen. Siden blev første gang lanceret i 1997, men er sideløbende blevet opdateret. Det er Danmarks ældste republikanske hjemmeside, og Jeppe Stig Nielsen fortæller, at han dagligt modtager op mod ti tilkendegivelser fra folk, der sympatiserer med de synspunkter, der findes på siden. www.republikanerne.dk Danmarks nye politiske parti, Republikanerne, har lavet denne meget farvestrålende hjemmeside, der samtidig er en reklame for initiativtageren, forfatter Søren Mosegaard. På siden kan man sende en hilsen til kronprinsen og bede ham om at træde tilbage. Desuden er der mulighed for at melde sig ud af Folkekirken og ind i det nystiftede parti.