[mail modtaget 10. juni 2004] Hej Jeppe Som du måske kan huske, så er jeg medlem af Venstre og på støttelisten. Inspireret af din hjemmeside skrev jeg nedenstående leder i V-Vitaminer, som er medlemsblad for Århus Venstreforening. Bladet udkom dagen efter brylluppet - du ved nok :-) Dette medførte to vrede opringninger til formanden, om det da virkelig var Århus Venstreforenings politik, for så ville de da godt nok overveje medlemskabet. Formanden fortalte, at han faktisk var enig med mig; men nu ville han tage det op på bestyrelsesmøde. Vi havde så bestyrelsesmøde i aftes og til min overraskelse viste det sig, at 5 ud af 7 i bestyrelsen var republikanere. Så vi findes altså - de borgerlige republikanere. Med venlig hilsen Morten Sørensen ms@morten-soerensen.dk www.morten-soerensen.dk ----- Monarkiet I disse bryllupstider, hvor det er forsidestof, at vinden tog Marys hat (sic!), er det næsten tabubelagt at være modstander af kongehuset. I de ukritiske medier kan man læse og høre, at det kun er nogle få på den yderste venstrefløj, der er republikanere. Så kan man være aktiv i Venstre og tilhænger af en republik? Ja det kan man faktisk, og jeg er kun én blandt efterhånden mange. Som liberal er jeg af den klare opfattelse, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Min opfattelse af et ægte demokrati indbefatter derfor, at folkets overhoved vælges direkte af folket. Kongehuset repræsenterer, såvel historisk som nutidigt, en særdeles udemokratisk del af det danske samfund. Alene modsætningen mellem monarkiets tro på »enemandsvælde« og demokratiets tro på »folkestyre« illustrerer det grundlæggende problem med monarkiet. Grundloven §13 lyder: »Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig.« Dette betyder, at Grundloven deler befolkningen ind i to grupper, dem for hvilke loven ikke kan håndhaves på almindelig vis (kongefamilien); og dem, for hvilke loven virkelig gælder (alle øvrige). Dette strider mod princippet om, at alle er født med samme rettigheder. I Grundloven er der tillige overdraget en række beføjelser til dronningen, som hun heldigvis ikke benytter sig af i særlig stor grad, men tænk hvis hun eller en kommende regent gjorde; så ville det være en grov tilsidesættelse af demokratiet. Alene tilstedeværelsen af muligheden er et stort demokratisk problem, idet regenten ikke er folkevalgt. Jeg har ikke noget imod de kongelige som personer - jeg kender dem jo ikke, og de er sikkert nogle flinke mennesker. Men jeg fatter ikke, hvorfor de kongelige bliver tilbedt, bare fordi de er de borgere i landet, der modtager de suverænt største overførselsindkomster, fordi de tilfældigvis er født ind i en bestemt familie med efternavnet Rex. Kongehuset er en udemokratisk institution, og lad os derfor få det afskaffet.